Jazz, Viser & Verdensmusik Pas på, når Christian Søgaard Trio pakker instrumenterne ud og tænder mikrofonen. Før du får set dig om, har de tre spillemænd forført dit hjerte og smittet dig med svimlende livsglæde. Godt hjulpet af de to gode tekstforfattere Rune T. Kidde og Pernille Plaetner åbnes der for et nyt og originalt univers. Det er ualmindelig svært at sidde stille på stolen og holde fødderne i ro, når Christian Søgaard Trio tager fat. Med en livfuld og energisk blanding af nye viser og velkendt verdensmusik, strømmer de tre spillemænd deres publikum i møde, og aldrig så snart er koncerten i gang, før man er hvirvlet ind i en overvældende verden af skøre tekster og underfuld musikalitet. Trioen, der består af sangeren Christian Søgaard på harmonika, Morten Nordal, guitar, og Jens Holgersen, kontrabas, har eksisteret i 6 år og har 3 cd'er samt et utal af koncerter bag sig. Det forstår man godt, for har man først én gang stiftet bekendtskab med den charmerende trio, er man solgt. De fortæller historier, der får smilene til at sidde løst. Og de gør det, så let som ingenting. Virtuositeten sprøjter ud af knaphullerne på alle tre musikere, uanset om de giver den gas i et instrumentalnummer af verdensformat eller dykker ned i deres rige repertoire af nyskrevne, danske viser. De fleste af viserne er skrevet af forfatterne Rune T. Kidde og Pernille Plaetner, der har digtet om alt fra kærlighed og modersmål, til drømmen om at ligge på den lade side og leve sit liv con amore… Det går fra stilfærdige hymner til vild ramasjang, og alt serveres med et mere end lunt glimt i øjet. Sangene udløste da også stribevis af hjerter og stjerner i avisernes anmeldelser, da de i efteråret 2010 blev udgivet på cd'en 'Skør, Skæv og Svimmel'. Christian Søgaard har tidligere kørt landevejene tynde sammen med Povl Dissing, som han var fast akkompagnatør for gennem mere end 10 år, før han selv sprang ud som sanger og entertainer. Også Rasmus Lyberth har i årevis haft glæde af Christians harmonikaspil, som han stadig trækker på under indspilninger af cd'er og på sine utallige turneer både herhjemme og i Grønland. I juli 2011 også i Londons berømte Royal Albert Hall. Morten Nordal, der tidligere er kåret som Årets Fynske Jazzmusiker, er kendt for en mesterlig teknik, der nærmest giver stemme til guitaren. Morten er trioens dragende poet, hvis fantastiske overskud af idéer og påhit spontant triller ud af ærmet og ustandselig rammer publikum et blødt sted langt inde. Endelig er der Jens Holgersen, der med sin kontrabas lægger musikkens solide og særdeles velswingende bund. Jens har en årelang karriere som bassist indenfor jazz og folkemusik bag sig, og også han er i dag fast med på holdet bag Rasmus Lyberth. Fælles for de tre spillemænd er det kolossale nærvær, de viser både hinanden og publikum, når de står på scenen. Det er et nærvær, der brænder igennem, også helt ned til de bageste rækker, hvad enten trioen befinder sig på et lille, intimt spillested eller i en koncertsal. Skal der virkelig være fest, eller festival måske, kan trioen udvides med Klavs Bo Larsen på trommer og Julie Andersen-Høyer på kor. Så hedder den Christian Søgaard Trio Grande - og det betyder bare, at der er endnu mere af det hele. Trioen har indspillet cd'erne "Navnlig til Dig" 2007 og "Skør Skæv og Svimmel" 2010 5 stjerner i Fyens Stifstidende ![]() ![]() Klik ind på myspace.com/soegaardtrio og se flere videoklip, hør musikken fra Cd'erne og følg med i hvor og hvornår du kan opleve Christian Søgaard Trio spille live.
|
||||